Flygtningestrømmen til dk.

For at der ikke skal være nogen misforståelser,  vil jeg lige pointere, at jeg hjertens gerne ville modtage alle ægte flygtninge. Problemet er, at vi ikke kan rumme den nuværende flygtningestrøm.

Kommunerne er allerede nu nødsaget til tage fra velfærden, der i forvejen ikke er noget at prale af, da politikerne hellere vil skabe sig et image som verdens mest hjælpsomme nation. Vi er rent til grin. Die dumme Dänen betaler og tager arbejdet, så de andre lande kan læne sig tilbage.

Vi skal selvfølgelig give midlertidigt husly, men behøver det være så dyrt? Danmark har masser af hjemløse, der ikke ville få lejlighedsvis tag over hovedet,   et måltid mad og et bad, hvis ikke de såkaldte humanitære organisationer fik så store donationer og statsstøtte. De hjemløse ville sikkert gerne indlogeres på samme vilkår og betingelser. De får trukket så meget fra deres kontanthjælp eller pension for at være på forsorgshjem/ herberg , at de ikke har muligheden for at spare sammen til bare et lille bitte værelse. Kan det være rigtigt? 

Deres flugt fra det etablerede samfund rummer mange gange lige så megen lidelse som flygtningenes.

Jeg ville som flygtning også bringe mine børn i sikkerhed, men derefter ville jeg gøre en indsats for mit eget land og mine medborgere.  

Min loyalitet ville byde mig at kæmpe mine kampe selv og ikke overlade det til andre, hvor man ikke ved, hvad det bringer. Historien viser, at det altid ender med større katastrofer.  IS og Syrienkrigerne er et ganske godt eksempel. 

De skal bekæmpes af befolkningen i disse lande og ikke af  internationale styrker, hvilket kun skabe had til de deltagende nationer og flere krige.

 

 

 

 

Ældrebyrden kontra flygtningebyrden

Jeg bliver sur, når jeg får at vide, at de gamle bare er nogle brokkehoveder, der fylder mere end flygtninge og indvandrere med vores krav. Vi er bare i vejen for fremskridtet og alt andet og bør holde vores kæft. Så ved I det.

Jeg har intet imod ægte flygtninge og betragter mine venner af anden etnisk oprindelse som et plus i mit liv.

Vi må bare se i øjnene, at Europa ikke har plads eller muligheder for at hjælpe alle. Der er for mange.  De andre verdensdele må træde til. Det er jo et globalt problem.

Da jeg og flere andre kommenterede et læserbrev om flygtningestrømmen, fik jeg og et par andre af samme alder en verbal næsestyver med det samme.” Nu brokkede det grå segment sig igen”. Der var en Per Nielsen, der mente, at det ikke var velset at stille spørgsmål om de guddommelige ældre og deres guddommelige bidrag til “velfærdsnarkosamfundet”. 

Man kan selvfølgelig ignorere et enkelt fjols, men når der pludselig er en flok med samme mening, så er man nødt til at tage stilling og råbe op. Enten det eller bukke sig i ydmyghed og tro på, at man fra at være et aktiv i samfundet nu pludselig er en ubærlig byrde for samfundet uden rettigheder til den hjælp der gør  alderdommen tålelig.

Samtidig læser vi om flygtninge, der lever lige så godt og med større rådighedsbeløb end mange pensionister, der brokker sig både her og i andre lande. Flere af dem i DK. påstår endda, at de bliver behandlet som dyr.  Så kan jeg ikke lade være med at tænke på de gamle på nogle plejehjem. der er tvunget til at vippe på en fyldt ble i flere timer. Der mangler penge til både personale og bleer. Hvem er det så, der bliver behandlet som dyr?

Jeg undrer mig også mennesker, der brokker sig over gamle og “ældrebyrden”.  De må jo i sagens natur selv have forældre og andre ældre slægtninge. De kan da heller ikke tro på, at de vil være unge og kunne alt selv til evig tid. Der mangler vist lidt forståelse for realiteter i deres tankegang.

Gad vide hvad de selv vil synes om deres fremtid som gammel, God fornøjelse, siger jeg bare.     

😀

Kompetent pc-hjælp-Stofa

SE har solgt os til Stofa.   Internet og tlf. Ih! hvor er vi glade.    😦  

Der har ikke været andet end bøvl siden. Først røg sikkerheden, så netværket mellem vores pcér. Den eneste, der klarede det så nogenlunde, var min bærbare i stuen.

Det trådløse forsvandt, så mandens pc gik i sort, komputeren på kontoret har kun net på 1 streg, og forbindelsen til den trådløse printer er blokeret. Printeren forlanger oplysninger, som jeg ikke aner, hvad er. Den fungerede perfekt før.  

Jeg er næsten it-analfabet, så jeg ringede til Stofa, for at få hjælp. Jeg spurgte, om de havde ændret  ved noget, siden vi havde fået så mange problemer pludseligt. Jeg fik det svar, at jeg fik, hvad jeg betalte for. Ja så! Jeg ved, at mange andre har fået problemer, men ok, der er så ikke mere for pengene. 

Jeg sagde så meget diplomatisk, hvad jeg mente, og at jeg forventede hjælp til at løse problemerne. Han spurgte så, hvilken router jeg bruger. Han kunne give mig et tlf.nr. til firmaet, så de kunne hjælpe mig  videre. Det lød da godt.

Jeg fik så en i røret, der kørte rundt i en times tid, og så skulle alt være i orden. HA! Jeg fik ordnet det med sikkerheden, og min bærbare kører næsten rimeligt.  Og det var så det.

Jeg skiftede kabel mellem router og box, men måtte alligevel trække et direkte kabel fra router til mandens pc, for at den kunne vise tegn på liv. Den stationære komputer på kontoret er meget svag, næsten død, og printeren kan kun kopiere og nægter at reagere på det trådløse. Den kan ikke engang printe ud fra den komputer, der står ½ m. fra den med direkte kabel.

Selvfølgelig fik jeg iskias af at kravle rundt på det kolde gulv i kontoret i forsøget på at kable mig frem til  en form for løsning. Så nu sidder jeg bare og ømmer mig dag efter dag. 

Jeg er en anelse småsur.

Nytårsbrok- brok- brok.

Vi havde nydt en dejlig nytårsaften, med god mad, lidt godter og et glas dejlig champagne. Alt var, som det skulle være. Jeg skulle bare lige kigge på et par mails og så smutte ind i sengen til manden og sove de retfærdiges eller selvretfærdiges søvn ( vælg selv).

Så kom chokket. Jeg så pludselig lysende ringe i stedet for tekst. Diabetikere kan få synsproblemer, så jeg blev så forskrækket, at jeg fik et panikanfald med nervøst hjerte og tårnhøjt blodtryk til følge. En modbydelig tilstand, der forstærker sig selv, hvis man ikke tvinger sig selv til ro. Det er en temmelig svær øvelse. Jeg vaklede ud til medicinskabet og fandt min hjertespray frem.  Det fik mig til at slappe lidt af. Synet var blevet normalt og blodtrykket faldende.

Så jeg slipper heldigvis for en tur på sygehuset denne gang. Bank lige under bordet. Jeg skal tale med lægen igen om lidt, hvis jeg ikke tager derind. Kryds fingre for mig.

Mit nytårsønske er at brokkebloggen bliver brugt meget lidt i det nye år.

I ønskes et godt nytår uden brok.

   😀     

 

Julefred og juleforkølelse.

Det er et emne i mange familier hver eneste december. Hos os tales der mest om forkølelsen. Vi har haft et par grusomme uger her og snøfter og hoster endnu. En rigtig hård omgang, men det går jo over igen.  😉  

Det med julefreden er noget ganske andet. Så snart julen begynder at komme på tale, er fanden løs.  Det er deprimerende at læse diverse fora og læserbreve, hvor mange beretter om forestående begivenheder i juletiden. Den ene kan ikke lide den anden, den anden hader den tredie osv.

Hvad er der egentlig sket med det moderne menneske, der engagerer sig i alverdens humanitære  opgaver, og så en ikke gang  kan holde fred nogle timer med familien i julen.  Det passer ikke rigtigt sammen. Der vil altid være nogen både på arbejdet og i privatlivet, som vi ikke bryder sig om. Jeg kan bare ikke se, at det kan give nogen retten til at ødelægge julen for flere andre. Så egoistisk har man ikke lov at være.

Personligt glæder jeg mig til, at vi kan nyde juleglæden sammen. Så finder vi ud af, hvem der ønsker at være sammen med os, og det vil vi varme os ved.

   🙂     

Giv mig en strikke at hænge mig i.

Ja Ja, bare rolig. Ikke i dag, for der er alt for meget, jeg lige skal ordne først, og det bliver jeg alligevel aldrig færdig med.    😉    

Tro mig, det er ikke lysten til at hænge mig, der mangler. Jeg kan ikke forestille mig noget skønnere end søvn og hvile. Det har vi ikke prøvet i over tre måneder nu.  4 -5 timers søvn pr døgn for mit vedkommende er ikke meget. Peter har søvnbesvær, men jeg må vække ham nu og da for at hjælp.

For at sige det behersket, vi er så langt ude, at vi kun hænger fast med det yderste af neglene, og de knækker også nu og da.  Surt show!

Historien rimelig kort.

Jeg var lige sluppet af med et overskueligt eksem grundet et medikament. Der gik kun en lille måned. Så kom det mest modbydelige udslæt. Det har efterhånden bredt sig til ca. 10 % af kroppen. Det svir, kløer og brænder som en ekstrem solskoldning døgnet rundt.  Vi har prøvet et udvalg af 13 forskellige midler, som de kloge har ment skulle hjælpe.  Vi har brugt flere tusinde kroner uden effekt. Det ene mere giftigt end det andet. 

Vi har langt om længe fundet frem til et, der er uskadeligt og hjælper, men er meget længe om det. Vi takker Vor Frue for den bedøvende creme, der kan give lidt fred ca 2 timer ad gangen.    😀     

Når min egen læge kommer tilbage på mandag, vil jeg forlange, at der bliver taget blodprøver, skrab og diverse priktester, for det her belaster for meget.

Hvis det skulle vise sig, at jeg har udviklet allergi mod hunde, så hænger jeg på den, for Peter uden hund 

Synes I, at jeg er pivet? Jeg har nu mere lyst til at skrige end at pive. 

En af de dage

Der  er nogle dage, hvor man burde være blevet i sengen. Sådan en dag havde vi forleden.      😦      

Det begyndte allerede, da jeg søvndrukket vaklede ud til håndvasken for at få dejligt iskoldt vand i ansigtet.  Ha! Det blev til et koldt mudret fodbad. Vandet fra vaskemaskinen var trængt op fra afløbet.  Øv!

Peter gik så i gang med lokalisere forstoppelsen. Det var mellem slamkammer og sivebrønd. Det ordnede han lynhurtigt, men så lød der et modbydeligt plop.  Det var Peters mobil, der var røget ud af lommen og ned i sivebrøndens “gråsorte grumsede” vand. F—–s!

Jeg satte så  en reservemobil  til opladning, mens han fandt dykpumpen frem. Han pumpede og spulede i en uendelighed. Endelig nærmede han sig bunden. Man kan ikke suge  det hele op grundet sten i bunden. Vi kunne lokalisere telefonen, for vandet boblede, når vi ringede til den. Der var altså håb for dens overlevelse.

Den fungerede et øjeblik, da den var kommet op, men så døde den.    😦    

Så var det tid til at køre til lægen, men det var vel kun rutine?  Næ det var også ubehageligheder. Jeg er jo blevet så tyndhåret af noget medicin, jeg fik.  Det er samme slags hudkræft, som skaldede mænd kan få. Det skulle være ufarligt, hvis det fjernes løbende.  Så nu skal jeg foreløbig skæres to steder.

Jeg troede ellers ikke, at jeg skulle have flere diagnoser, men han er temmelig opfindsom.    😀         

Senere på dagen fandt vi ud af, at Peters ur sikkert også var landet i sivebrønden. Der kan det få lov til at blive.

Vi gik meget tidligt i seng, for den dag havde været lang nok, og der var ingen grund til at give den flere chancer til at lave ulykker.      😉          

Previous Older Entries